Stevnske Grumlinger

Masker og deres fortællinger

Langt de fleste grumlinger indvandrede til Danmark efter reformationen og søgte ud på landet for at beskytte sig selv og deres familier. Deres evner blev kaldt trolddom, heksekunst og magi og var ugleset blandt magthaverne og kirken.


Men hos den jævne befolkning kunne de trække sig tilbage i små oaser, hvor de findyrkede de kunster og evner som de havde lært gennem hundredevis af år i klostre, ved kilder og andre steder med stor åndelig kraft. De besad kræfter som folk elskede og frygtede.

Javis, de besidder kræfter som ikke er særlig behagelige for mennesker, men også mennesket besidder kræfter, som ikke er behagelige for andre. Og nu hvor tanken om en skabende gud mister kraften vejrer de morgenluft.

 

De stevnske gargoils udspringer af de animistiske kulturer, hvor alt var besjælet. Der er få kilder, hvori de nævnes, før sologuden GUD ryddede bordet og opkastede sig til enebarn i gudeverdenen og ”mennesket skulle herske over alverdens dyr” som der står i 1. mosebog. Men griffer, havfruer, kentauere, harpier, rok, enhjørninger, nøkker, pan, midgårdsormen, fenrisulven, ellefolket og sleipner er blandt dem der har lagt gener til slægten.


Da kristendommen overtog Europa, sneg de sig så at sige ind ad sidedøren til klostrene og leve en lidt skjult – men værdsat – tilværelse især i nyttehaverne omkring klostrene, hvor de lærte munkene at lytte til det der spirede, til de stemmer blandt dyr og vækster som ikke råbte højt, men som man levede af og med. I takt med nedbruddet af det klassiske klostervæsen måtte gargoilsne atter søge andre steder hen. De søgte ly i skovene, hos de underjordiske, på ubeboede øer og ud på landet.

 

De lever nu mest i private smukke haver, hvor de vogter over og lytter til alt det levende og skærmer det mod overudnyttelse, naturtortur og vandalisme. Kædesave og gift er deres fjender.

Det skal heller ikke undervurderes hvor meget gargoilsne trives tæt på lyttende mennesker.

Men de er i stand til at kaste forfærdelige forbandelser – hovedsagelig gennem gnibning – over tomt forbrug, brug af kunstgødning (dovenskab), sprøjtemidler (gift) og den udbredte brug af græsplæner (middelklassens snobben efter adelens kunstparker).


Gnibning foregår gennem øjnenes sprog, de kaster onde øjne.

Rheumatisme, overvægt, helvedesild, kløen, hæmorider og hårtab er blandt de symptomer på,

 at man ”har fået blikket”.


Ønsker du at give plads til en grumling i din have, din havestue, på din altan eller et andet passende sted, kan du kontakte undertegnede, som vil se på om dine forhold er iorden til et sådan arrangement.